To tidligere stjernejournalister fra Ekstra Bladet beretter i deres nye bog »Fra Edderkoppen til Makrellen« om den danske forbryderverdens farligste væsener. Det er Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen, der begge har fået Cavlingprisen - Mathiasen endda to gange, og de forstår at skære en god historie til, så man bliver hængende.
Edderkoppen var den legendariske sortbørshæler og stortyv Svend Aage Hasselstrøm, der opererede fra 1940erne. Andre markante skikkelser i den københavnske underverden var Svend Thevis, som Ekstra Bladet aldrig fik dømt for narkohandel, politimorderen Palle Sørensen, smugleren Bent Ricardo, rockere som Makrellen, Snotten og Jønke samt andre charmerende skikkelser. Det er dog ikke kun de kriminelle, der optager Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen, men også det hold af kriminalreportere, med Poul Dalgaard i spidsen, der jagtede de kriminelle. Poul Dalgaard var manden, der fældede Edderkoppen og dennes samarbejde med politifolk, og i øvrigt også fik Cavling-Prisen to gange.
Den centrale person i fortællingen er dog dobbeltmorderen William Brorson, hvis livshistorie er bogens røde tråd. William Brorson er ikke nogen uinteressant skæbne. Hans bande var aktive under krigen; han blev taget og endte i en tysk kz-lejr. Hjemme igen efter 1945 fortsatte han en ivrig kriminel karriere, men han blev allerede i 1946 dømt for et dobbeltdrab på Amager. Efter han kom ud af fængslet i 1975 fattede Johannes Møllehave interesse for Brorson, som til sin død boede i Møllehave-familiens sommerhus på Langeland.
I periferien
Der er i høj grad en læsevenlig bog, men også en bog med store problemer. Forfatterne har undgået at bruge det meste af politiets arkiver, hvilket begrænser indsigten. Ganske vist nævnes Landsarkivet for Sjælland i kildelisten, men der er ikke generelt kildeangivelser på bogens oplysninger. Desuden er identifikationen med flere forbrydere, ikke mindst William Brorson, så stærk, at ofrene bliver bipersoner. I slutningen af beretningen af Brorsons liv bliver stilen ligefrem rørstrømsk, og de glemmer, at han blev dømt for dobbeltmord. De forsøger at slå tvivl om hans skyld, men har ikke noget at hænge det op på.
Brorsons familiebaggrund inddrages, fordi han sandsynligvis var uægte søn af en københavner fra det bedre borgerskab. Men her forvilder forfatterne sig langt ud i periferien af bogens emne og udleverer hele familien, fordi den, ifølge forfatterne, afviste at hjælpe William Brorson i flere tilfælde. Det fører til ganske irrelevante oplysninger om Brorsons oprindelige familie og dens tragiske historie. Her titter forfatternes Ekstra Blads-baggrund frem på hæsligste vis, og der er ikke gjort forsøg, såvidt denne anmelder kan se, på at give en mere nuanceret skildring bl.a. ved brug af familie-kilder.
»Fra Edderkoppen til Makrellen« er som mange journalistbøger om fortiden en rigtig underholdende affære, men bare ikke grundig og nuanceret nok. Oplagte kildemuligheder er ikke anvendt, og Politikens Forlag burde have grebet ind, hvor Brorsons familie bliver hængt ud med navns nævnelse.B
