Frimurerlogen P2. Det nyfascistiske Movimento Sociale Italiano. Planlagte statskup. Mordet på Aldo Moro. Pave Johannes Paul 1s. pludselige død. En hemmelig paramilitær struktur, stay-behind, som Danmark også var involveret i. Organisationen Gladio, finansieret af CIA.
Der et stof nok til mere en én konspirationsteoretisk bestseller i den italienske filosof og forfatter Umberto Ecos nye roman, »Nr. 0«, og det mest foruroligende ved den ikke specielt lange og særdeles veloplagte fortælling er, at det nok ikke engang er løgn. Eller at det meste af det i hvert fald nok ikke er det.
Det begynder med noget tilsyneladende harmløst: Der er ikke noget vand i hanen hos vor jeg-fortæller, Colonna. Det ender med et åbent spørgsmål: Skyldes vandmiseren, at fremmede har været i hans hjem og er blevet så irriterede over hanens dryppen, at de i forbifarten lige slukkede for vandet? Og hvad ville de ham så i givet fald? Ville de slå ham ihjel? Ved han for meget? Er han stadigvæk i livsfare? Er hans unge elskede?
Svarene, i det omfang de findes, vil vi lade ligge her. Og i stedet for slå fast, at det i løbet af releativt få sider lykkes den gamle, sprænglærde og vitalt velskrivende Umberto Eco at få sået tvivl om såvel journalistisk integritet i særdeleshed som verdens sande tilstand i almindelighed. Intet er, hvad det umiddelbart ligner.
Ansat på en fup-avis
Vi skriver 1992. Det er i Milano, det foregår. Colonna, hvis fornavn vi aldrig bliver gjort bekendt med, har klaret sig igennem som blandt andet tysklærer, men er aldrig rigtig blevet til noget, og af en vis Simei bliver han så tilbudt at være ghostwriter på en bog om en avis, der skal produceres i en række prøvenumre, men aldrig i virkeligheden udkomme (deraf titlen, »0«).
Avisen skal bruges til noget andet, nemlig som bagmanden, kaldet Kommandørens, adgangsbillet til indflydelsesrige kredse, og man læser gerne romanen alene for Ecos beskrivelse af redaktionsmøderne med redaktøren og hans brogede flok af nyansatte journalister, der ikke ved, at det hele er snyd. Deres entusiasme fejler ikke noget, men deres ideer bliver skudt ned én efter én, og en stadigt mere kynisk Colonna konstaterer på et tidspunkt tørt, at det slet ikke er nødvendigt at opfinde nyheder.
»Folk har ingen hukommelse,« siger han.« Vi kan illustrere det med et paradoks. Alle burde vide at Julius Cæsar blev myrdet den 15. marts, og alligevel hersker der en del forvirring om den sag. Man tager en ny engelsk bog, endnu en i rækken om Cæsars historie, og så er det ellers gjort med en sensationel overskrift - Historikere fra Cambridge gør epokegørende opdagelse: Cæsar blev virkelig myrdet 15. marts - så kan man fortælle hele historien en gang til og få en rigtig god artikel ud af det.«
Konspiratorisk og vidunderlig
Se, det lyder jo langt ude, men er det nu også det? Vel egentlig ikke. For fem år siden bekendtgjorde Politken således på forsiden, at Christian IX i sin tid ville gøre Danmark til en tysk delstat, hvilket for det første var historieløst forkert og for det andet, i det omfang, der overhovedet var et gran af sandhed tilbage, var en henved 150 år gammel nyhed.
Umberto Eco ville have elsket dén historie. I virkeligheden overdriver han ikke. Han kondenserer bare. Eller man kan sige, at han i sin nye roman tager det værste fra journalistikken og det værste fra politikken og serverer det for læserne på et sølvfad. I alt dets gru. Og med et sort humoristisk overskud, der ikke er til at stå for.
Helt vidunderligt konspiratorisk bliver undervejs i romanen en lang journalistisk historie, der optrevles af en af Colonnas nye journalistkolleger og involverer intet mindre end den måske alligevel ikke helt så døde fascistiske diktator Benito Mussolini. Mere skal der ikke afsløres her. Det skal blot konstateres, at det er er her, at det for alvor bliver farligt. Og ikke bare for den afslørende journalist, men også for Colonna.
Måske var der alligevel noget uldent ved den vandhane?
Titel: Nr. 0. Forfatter: Umberto Eco. Oversætter: Lorens Juul Madsen. Sider: 224. Pris: 299,95. Forlag: Rosinante.
