Traileren på Deutsche Grammophons hjemmeside har det hele:
Begyndelsen af Tjajkovskijs pompøse koncert for klaver og orkester drøner ud i højttalerne.
En blå boks med titlen »The Originals« og derefter et kig ind i plademærkets enorme arkiv vokser frem på skærmen.
Og arkivet afløses så af dirigenten Herbert von Karajan i dramatisk gestikuleren, så man næsten tror, han spiller klaverkoncerten helt selv.
»The Originals« har de seneste par årtier været pladeseselskabet Deutsche Grammophons undermærke for genudgivelser. Elskede indspilninger fra LPens storhedstid i 1960erne og de nyrige 1970ere kom ud på CD og fik endnu en tur på markedet. Nu i digitalt renset form og tilsat topmoderne teknik.
Serien har altså altid været et tværsnit gennem selskabets største skatte: Det være sig Brahms’ violinkoncert med David Oistrakh som solist. Eller den legendariske optagelse af Dvoráks cellokoncert med Mstislav Rostropovich i telepatisk samarbejde med Berlinerfilharmonikerne. Eller for den sags skyld Beethovens femte symfoni med Carlos Kleiber på dirigentpodiet – måske alle tiders bedste indspilning af værket.
Boksen ved navn »The Originals« er så et snit gennem snittet. Et halvt hundrede af selskabets mest solgte genudgivelser gennem tiden. Og dermed et vindueskig ind i de årtier, hvor flere fik adgang til klassisk musiks vidunderlige verden.
Et monument over dengang, musik skulle have en fysisk form og stå ved siden af alle de andre mesterværker på reolen.
Allerede boksens egen booklet – der desværre går op i limningen allerede ved første ombuk! – fortæller forbløffende ærligt om Deutsche Grammophons oprindelige projekt:
Man lod helt bogstaveligt tidens nye CDer ligne de gamle LPer. Komplet med trykte riller på den ene side af skiven og genbrug af de gamle LPers forsider. Deutsche Grammophon foregøglede altså lytterne noget. Selskabet ville i enhver forstand illudere gentagelse af de gamle genistreger. Kunderne skulle tro, de fik en slags LP i nyt format og købte fordums musikkultur i mere tidssvarende klæder.
Virkeligheden viste sig ikke helt så enkel. For overspilningen fra LP til CD gik sjældent for godt.
Lytterne fik rigtignok ørerne tudet fulde af det modsatte dengang i 1990erne: At den lille gyldne var mindst lige så fantastisk som den store sorte.
Første CDere var lysår fra vinylen
Men lad os bare indrømme det for os selv og hinanden. Den første generation af CDer lød tomme og tynde og sært mekaniske. Lyden var lysår fra vinylpladernes bløde landskab og samtidig så knivskarpe dybde.
Og det er hér, den nye boks med »The Originals« kommer ind.
Man har ikke bare optrykt et halvt hundrede af de gamle genudgivelser. Man har givet flere af dem en tur mere i teknologiens store tumbler og fået en ordentlig lyd ud af dem.
Teknikken hedder det mundrette »original-image bit-processing« og har fået bjerge af både ros og ris gennem tiden. Den handler i korte træk om to ting:
Man isolerer den oprindelige støj og lægger den op i tonelejer, hvor kun jagthunde af yngre årgang vil lægge mærke til den. Og man lægger en indbyrdes forsinkelse ind over sporene og simulerer dermed den tabte stemning af rumklang fra studiet.
Resultatet kan ende både godt og skidt. Men når det er bedst, slår det CDerne fra første generation.
Det største ved Deutsche Grammophons nye boks er ikke desto mindre fænomenet stor kunst til en billig penge. Man er kort og godt lykkedes med projektet »find de bedste 50 album ud af 250 mulige«.
Hvis verden skulle stemme om udvalget, ville udfaldet have været det samme. I hvert fald så længe afstemningen kun gjaldt Deutsche Grammophons gemte guld.
Det pureste af guldet er vel »Vier letzte Lieder« med sopranen Gundula Janowitz og Herbert von Karajan i begges velmagtsdage. Indspilningen blev gjort bare et kvart århundrede efter Richard Strauss’ død og gløder af en melankolsk skønhed fra verden af i går. Resultatet vinder igen og igen prisen som bedste udgave af værket nogensinde – senest i »Pladeklassikeren« på P2 for nogle måneder siden.
Borgermusik i avantgardistiske hænder
Tjajkovskijs klaverkoncert kommer i den stormfulde udgave med russeren Sviatoslav Richter og østrigeren Herbert von Karajan. Rigtignok to meget ulige sjæle, fornemmer man. Men stadig én tanke.
Og findes etuderne og polonaiserne af Chopin bedre end med Maurizio Pollini ved klaveret? Det er borgermusik i avantgardistiske hænder. Simpelthen mageløst.
Indspilningerne stammer fra en relativt kort periode, men også en epoke med revolutioner på musikfronten. Yderpunkterne står stejlt over for hinanden og gnistrer næsten i æsken:
På den ene side Verdis rekviem med Ferenc Fricsay på podiet og bassangeren Kim Borg fra 1953. På den anden to violinkoncerter af Mozart med purunge Anne-Sophie Mutter og Herbert von Karajan fra et kvart århundrede senere. Optagelsen er faktisk hendes debut i Deutsche Grammophons studier. Længe siden og alligevel så tæt på.
Sættet står først og fremmest i solisternes og orkestermusikkens tegn. Kun to operaer har fundet plads - begge til gengæld med den dybt sammensatte Karl Böhm på podiet:
Dels den skelsættende »Tryllefløjten« af Mozart med Fritz Wunderlich som Tamino og og Dietrich Fischer-Dieskau som Papageno. Og dels »Tristan og Isolde« af Wagner med Wolfgang Windgassen i den ene titelrolle og en umådeligt dejlig Birgit Nilsson i den anden.
Men selskabet har heller ikke glemt kammermusikken helt. At genhøre »Døden og pigen« af Schubert med Amadeus Kvartetten og enestående Emil Gilels er uforligneligt fra først til sidst. Og lieder som Schuberts »Winterreise« med Fischer-Dieskau og pianisten Jörg Demus er vel aldrig rigtig overgået.
Verdens ældste eksisterende selskab
Deutsche Grammophon hører i dag under Universal Music og er derfor kommet i familie med mærker som Decca og EMI. Universal Music fastholder ikke desto mindre de gamle selskabers identitet efter evne. For eksempel med udgivelser som »The Originals«.
Deutsche Grammophon kan derfor også kalde sig verdens ældste eksisterende pladeselskab. Og det var et af de første, der sendte CDer på markedet. Begivenheden fandt sted i 1983 med Herbert von Karajans version af Richard Strauss’ storladne »Eine Alpensinfonie«
CD havde sine begrænsninger. Det havde Herbert von Karajan også. At foreningen af de to kendemærker ikke altid faldt ud til kvalitetens fordel, siger næsten sig selv.
Men nostalgi har også ret. Ens første møde med et bestemt værk forbliver meget ofte det bedste. Vi skal genopfriske vores gamle aftener i paradis med bedste samvittighed – og sommetider lade spørgsmålet om kvalitet vige for blødere værdier.
Andre selskaber sprøjter også genudgivelser ud for tiden. Sony præsenterer for eksempel en hyldest til Leonard Bernstein om få uger. Efter sigende et sæt på hele 80 CDer med alle de kendte og elskede indspilninger for under en tusse.
Så man kan let købe sig fattig i ekkoer fra pladeselskabernes storhedstid.
Eller rettere: De koster netop ikke alverden længere. Genudgivelserne ligner klassisk musiks svar på oplysningstiden og har bragt guldet inden for alles rækkevidde.
Hvem: Diverse orkestre, solister og dirigenter.
Hvad: »The Originals« – 50 CDer med noget af den mest solgte klassiske musik fra LPens tid.
Hvor: Deutsche Grammophon.
