Garth Risk Hallberg tager os med til 1970ernes New York

»Byen brænder« handler om et historisk lavpunkt. Om en by i opløsning. Og om en potent ungdomskulturs opblomstring.

13. juli 1977 blev New York ramt af et 36 timer langt strømsvigt. Billedet er taget ved daggry, 14. juli. Strømsvigtet er et af to fikspunkter i »Byen brænder« af Garth Risk Hallberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: D. Gorton/The New York Times

Der findes lange romaner. Og så findes der meget lange romaner. Herunder »Byen brænder« af den amerikanske debutant Garth Risk Hallberg. 1044 sider er den på.

Sengelæsere skal være varsomme, for falder man i søvn, må man forvente seriøse skader på læsebriller og snudetøj, når murstenen falder ud af hænderne på én. Men det vil være mod forventning, for Hallberg er velskrivende, og den altid sikre Mich Vraa har løftet teksten gnidningsfrit over i dansk. Man skal bare hægte sig på, så skal man nok holde sig vågen.

»Byen brænder« var kendt, allerede inden den blev udgivet. Det hedder sig, at Hallberg i al stilfærdighed længe sad og nørklede med sin roman om 1970ernes New York. Lidt tilfældigt fik han præsenteret tanken for en redaktør, og denne vejrede morgenluft, for måske kunne Hallberg være det næste store navn på den amerikanske litteraturstjernehimmel?

Forlagene stod pludselig i kø for at sikre sig talentet, og Hallberg endte med at få et forskud på intet mindre 2 millioner dollars. Det er rekord for en debutant.

De amerikanske forlag synes at være på endeløs jagt på Den Store Amerikanske Samtidsroman, og man forstår sådan set godt, at »Byen brænder« vakte deres interesse. Den har nemlig alle de rette ingredienser: Et stærkt og levende tidsbillede og familie-, seksualitets-, køns-, race- og generationskonflikter og spændinger. Og vi kommer hele vejen rundt i det amerikanske samfund: Jetsetliv i storbyen. Bohemekunstnere og undergrundsmusikere. Forstadsliv og landliv. Osv. osv.

Romanens fikspunkter er dels nytårsaften 1976, dels det 36-timer lange strømsvigt, der ramte New York 13. juli 1977. I første del er det begivenhederne omkring årsskiftet, der er i centrum. Vi præsenteres for tre par, der, uden de alle ved det, er relaterede, og hvis for- og efterhistorie udfoldes over de efterfølgende mange sider.

Sammenlignet med Dickens

Mercer er sort skolelærer og kommer fra beskedne sydstatskår. Han er kæreste med William, en rigmandssøn, der har kappet forbindelsen til familien, en kunstnerspire og tidligere musiker i punkbandet Ex Post Facto – og junkie. Williams søster Regan er blevet skilt fra Keith og slås med både alkoholmisbrug, spiseforstyrrelse og faderens nye kone og svoger, som langsomt, men sikkert æder sig ind på familiens besiddelser.

Og endelig er der Charlie og Samantha – to forstadsunge fra Long Island, der drages af punkmiljøet og klubberne på den sydøstlige del af Manhattan. Men Samantha har haft en hemmelig affære med Keith, og da hun nytårsaften vil konfrontere ham i nærheden af Central Park, bliver hun skudt.

Skudepisoden og opklaringen heraf er en af de motorer, der driver læseren gennem romanen. Men »Byen brænder« er først og fremmest en samtidshistorisk roman, der skildrer en central periode i USAs og især New Yorks nyere historie. I 1970erne var kriminalitetsraten i byen tårnhøj, stofferne flød, og økonomisk var såvel de velbeslåede som de mindre bemidlede under pres.

Det var de normer, som havde holdt farvede og homoseksuelle ude af de gode selskaber også, og krise- og konfliktstemningen gav grobund for punkens »fuck you!«-attitude – en nihilisme, der sublimerede sig selv ud i eksplosive kunstneriske udtryk og (anti)politik.

Garth Risk Hallberg skildrer dette historiske lavpunkt i New Yorks historie levende og med fin sans for historiske detaljer, sæder og skikke. Hans fortællestil er ironisk og reflekterende, og de mange sider doceres i forholdsvis korte kapitler. Flere har sammenlignet ham med Charles Dickens, og man kunne også pege på en Jonathan Franzen som et slægtsskab.

Og så er spørgsmålet selvfølgelig: Er 1044 sider for langt? Jo, selvfølgelig kunne det hele være gjort kortere, men hvorfor skulle det det, når det faktisk hverken keder eller virker direkte overflødigt? Man kunne jo stille samme spørgsmål til Dickens’, Tolstojs, og Balzacs romaner. Realismen har altid taget sig tid og plads til at få beskrevet tingene grundigt.

Hallberg er endnu ikke selv på klassikerniveau, men dette er jo også blot hans debut. Vi venter spændt på de næste store romaner.

Titel: Byen brænder. Forfatter: Garth Risk Hallberg. Oversætter: Mich Vraa. Sider: 1044 sider. Pris: 399,95. Forlag: Lindhardt og Ringhof.