Simon er manden i midten. Det er hans blik på verden, der gennemsyrer Peder Frederik Jensens roman »Vold«. Det er hans rejser i forskellige egne af verden, der er romanens rejser. Det er ham, der er i Laayoune i Vesthara og i Nouakchott i Mauretanien og andre fjerne steder med sære, dragende navne. Det er hans Vesterbro, der er romanens Vesterbro. Simon er manden i midten, midt i verden og midt i den store og komplekse beretning, romanen udgør.
I hvor høj grad Simon så også er Peder Frederik kan man som udenforstående kun gisne om. At der i hvert fald er selvbiografiske træk i romanen, gør Peder Frederik Jensen ikke noget stort forsøg på at skjule. Simon er også forfatter, han bor også på Vesterbro, han har også skrevet nogle bøger på omkring 130 sider, og han er i romanen ved at skrive en roman, der er meget længere end noget, han har skrevet før, ligesom »Vold« er meget længere end noget, Peder Frederik Jensen har skrevet før.
Og denne Simon, han tager også masser af noter, når han rejser, og titlens »vold« er mange slags vold, vold blot som simpel vold, men også vold som andre slags overgreb, som falske forestillinger, imperialistiske levn, stereotype tanker om det hvide og det sorte. Og vold forstået som værn. Forstået som de grænser, der sættes mellem folk og mennesker. Med alt hvad deraf følger.
Ekstremt opgør med det ekstreme
Et sted i romanen tænker Simon på, at nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitj står for »et opgør med nogle faste forestillinger om litteraturen.« Som læser tænker man så, at på samme måde gør »Vold« op med nogle faste forestillinger, for romanen giver ikke bare afkald på en lineær fortælling. Den bliver også indimellem til en pamflet. Som her:
»Hver eneste soldat, der har stået i sin ørkenuniform i Kastrup og ment, de drog i krig for en bedre sag, har været en del af en invasionsstyrke, der som alle invasionsstyrker i historien er kolonialistisk.«
Andre steder giver Simon selv udtryk for holdninger, der virker ekstreme i deres opgør med det ekstreme. Som når han skriver om »Simon og Satan, Lægen og Galleristen men også et par stykker, der er blevet mere parlamentarisk anlagt og dukker op på fjernsynet i evig kamp mod de afstumpede ny-liberalister, der kører vores land. Verden og volden har vi til fælles. Derfor er jeg Omar, tænker Simon og siger det højt: Jeg er Omar. Jeg er voldsmanden. Jeg er den glemte.«
Disse og flere andre udfald, disse tvivlsomme koblinger og hårdtpumpede postulater er lidt af et irritationsmoment i en roman, hvor Peder Frederik Jensen ellers på den anden side igen og igen viser sin meget fine evne til at træde tilbage og »bare« beskrive det, Simon ser. Her i en scene fra en sommer i Nouakchott:
»Om natten sover menneskene i telte. Det er seks måneders passivitet. Et liv uden invitationer, fester, forestiller jeg mig. Seks måneder, hvor man lever i en ovn under en brændende sol, der passerer hen over himlens vældige krumning og skinner ned på de lerklinede huse, dynerne af sand, firehjulstrækkerne og de afskallede skilte, der siger Coca-Cola, Orange, Chez Pape.«
Retningsløshed
Der er, som det vist allerede fremgår, meget på spil i »Vold«. Og der er mere endnu. Der er også Simons forhold til broderen, der flyttede hjemmefra som 12-årig og spillede i et børnerockorkester, hvor der var en manager, der udnyttede de unge musikere seksuelt. Der er er det ikke altid lige lette forhold til kæresten, Lavra. Der er sygdom og død i familiens historie. Der er hovedpersonens egne fertilitetsproblemer ...
Eller sagt på en anden måde: Retningsløsheden synes – ud over volden – også at være et tema, og dette tema spejler sig i romanens egen relative retningsløshed og i den rejsendes, Simons, retningsløshed. Som sådan er det en ganske imponerende og konsekvent roman, Peder Frederik Jensen har skrevet. På trods af alle udfald.
Titel: Vold. Forfatter: Peder Frederik Jensen. Sider: 384. Forlag: Samleren. Pris: 299,95.
